Foredrag

Aktuelt foredrag: Fuglene, friheden og forbundetheden

I et foredrag om at søge friheden gennem ekstremsport, eventyr og egen ørn, vil Louise tage os med på en rejse ind i fuglenes univers, ud i verden og ned på jorden igen.

 Foredraget handler om, at en intens søgen efter frihed i det ydre blev afløst af en undersøgelse af om den virkelige frihed er at finde i det indre, og om virkelig frihed hænger sammen med forbundethed.

 For hvad er frihed egentlig? Er det frihed fra noget eller til noget? Er det i ordets sande forstand overjordiske i at kunne flyve hvorhen man vil? Eller er humlen at opdage at frihed for en stund er ikke at ønske sig andet og mere?

 I foredraget vil Louise bruge sin egen historie som afsæt til en eventyrlig og filosofisk rejse mod at forstå os selv og verden, den menneskelige bevidsthed og hvordan vi hænger sammen.

Louise Crandal er cand.mag. i journalistik og filosofi samt uddannet psykoterapeut. Hun er dobbelt verdensmester i paragliding og kendt fra DR- dokumentaren ’Flyver med ørne’. Til daglig arbejder Louise som psykoterapeut, underviser i meditation og personlig udvikling og holder foredrag.